[A 
vantrevne Skud, fordi den tyngende Stén stænger 
dem ude fra Vaarens Sollys, saa var han selv 
dog fuld af Vaarens Varme, af Kjærlighedens 
Liv. Midt i sit dybe, trøstesløse Mørke elskede 
han Solen, Blomsterne, og »de Lyse«. Hvor 
mange af dem har han ikke reddet, og med 
hvilken Ømhed, med hvilken Alt opofrende 
Kjærlighed vaagede han over dem? Vi fandt 
ham en Morgen, stiv og kold foran Fattigmands 
Dør — død laae han i Sneen. Han havde givet 
sit Liv hen af Kjærlighed; med den svigtende 
Livskrafts sidste Varme havde han beseglet den 
Pagt, der var mellem ham og de »Lyse«. 
Lad os da, inden Jorden lukker sig over 
ham, takke denne milde, kjærlige og dog saa 
ulykkelige Aand for hvad den har virket til 
Velsignelse iblandt os! Lad os ikke glemme 
ham! — Ja, lad os, i ret Forstaaelse, endog 
mindes ham under det Navn, som hans Fødsel, 
hans Ulykke og hans Virken fremkaldte! Men 
lad os under dette dog bestandig huske paa, 
at vi ikke maa forvexle Skaberen med det 
Skabte, Redskabet med den almægtige Haand, 
som ene formaaer at bruge det; thi her ved 
denne Grav, som i al Livets Gjerning, skulle 
vi huske det samle Ord: »Gud alene Æren «