r5

»I Graven er der godt at bo;
Thi Livets Færd er stor Uro,
Men Graven gsjemmer Freden«

havde jeg læst paa en af de smaa Tuer ved
mine Fødder. Det var kun tarvelige Bonde:
rim over en af de evige Sandheder; men Rimklokkerne
 ringede til denne Text, Vintervinden
susede til den, og de visne Græsstraa nikkede
melankolske i Takt dertil — jeg begyndte at"
fryse og at længes efter Præstens hyggelige,
gammeldags Studereværelse; han maatte jo
kjende denne Grav og dens Gaade.
Jeg kunde ikke gaae forbi den. Det var
ikke tom, almindelig Nysgjerrighed; det var
som Noget drev mig. Jeg maatte op paa Jordvolden,
 ud paa Gangbrædtet, og som de Andre
stirre ned i dette snevre, mørke Dyb for at
føje mit Farvel til de Manges, et Farvel til en
flygtende Sjæl, til en Ubekjendt.
»Han var selv sygest af Eder Alle, syg
indtil Døden«, havde Præsten sagt, og et Blik
ned i Graven overbeviste mig om, at her havde
en Særling, for ikke at sige en Afsindig, fundet
sin sidste Hvileplads. Kisten, ejendommelig i
Form, næsten som en Baad med skraanende
Ruf, var ikke sort, men rødmalet, og paa denne