TD

+

7

7

ham klagede han, med ham vandrede han om
i Mindernes Dale.
Hvad var det, der gik gjennem dette Spil?
Hvad var det, som drog mig nærmere og
nærmere, som fik mig til at holde mit Aandedrag
 tilbage som i Angest? Lærkens jublende
Triller, Bækkens sagte Løb, Vindens Suk over
Heden, Regnens Fald og Hjejlens ensomme
Klage — Alt dette lod sig kjende, snart kommende
 fra det Fjerne, snart som stod jeg midt
paa Heden selv. Men saa kom Begyndelsesdissonansen
 igjen. Mørk, skærende vild lød den,
som et sygt Dyrs Klage, som noget Vanvittigt,
der ikke vilde forme sig sammen med det Lovbundne,
 det Harmoniske, og selv vred han sig
under den som i Krampe, trampede i Brædtet,
og jeg maatte sande hans Ord, at han stundom
strøg noget haardt; thi Strengene under Stolen
vaandede sig sammen med de andre, det saae
ud som kunde Felen briste under hans Haand.
Men naar en slig Paroxysmus var forbi, flød
Tonerne atter jævnt i deres Leje, som en ilende
Elv, der samler sig efter Fossens forfærdelige
Hvirvel. Gamle Minder, gamle Toner fra Folkets
dybeste Liv dukkede op som Strømperler, brast
i Solglans og løstes af nye. Saa kom der en