Hun havde staaet tæt ved et af Baalene og
stirret saa underligt ind i Ilden, forklarede den
Dreng, som havde vist hende Vej. Hun havde
ogsaa talt med et Par af Bandens Kvinder, og
Drengen havde sét, at hun havde givet dem
Penge. Hen ad Midnat var hun kjørt bort, efter
at have faaet frisk Forspand ; men det var ikke
Postmesteren muligt at læse det Navn, hun med
Blyant havde henkastet paa Postsedlen. Tjenerskabet
 havde talt et Sprog, som ikke var tysk,
men Postmesteren havde dog forstaaet saa meget,
at hun var fra et eller andet Sted i Østpreussen.
Staldkarlen, som var gaaet forbi med Lygten,
paastod, at hun græd heftigt, da han lukkede
Vogndøren — det var Alt, hvad Byfogden
ved Forhørene kunde opspore.
Byen délte sig strax i to Lejre, som paa
det Ivrigste drøftede, hvilke der var de mest
demoraliserede: Beridere eller Tatere — et
iøvrigt saare vanskeligt Spørgsmaal. At Demoralisation
 og Forbrydelse ogsaa kunde arbejde
sig højere op, syntes ikke at falde Nogen ind,
og det blev alvorligt misbilliget, at Herredsfogden
 paa en vis Maade havde draget den
fornemme Dame ind i Sagen ved at lade Gjæstgivergaardens
 Karle og Piger forhøre. Han