S/ 
til sin Kone, da han atter kom ned. »Har han 
ikke klattet mig hvert evige Anker til med det 
allerfordømteste Jux, og jeg, som skal levere 
to hundrede Stykker til iovermorgen! Han 
lægger an paa min Ruin; men han skal —« 
og Berthelsen foer ud for at finde Henrik, som, 
til Held for sig, drømte om sine Billeder langt 
ude paa Heden, medens de i Virkeligheden 
blev skrabede af et for et af Rasmus Gaards- 
karl inde i Portrummet. 
>Troer Du ikke, han kunde blive Kunstner?« 
spurgte Madam Berthelsen sin Mand, da denne 
havde forvundet sit Raseri, og Henrik de Prygl, 
han havde faaet. 
»Kunstner?« gjentog Berthelsen og saae sin 
Kone hvast i Øjnene. »Nej, før skal jeg sende 
ham paa Ladegaarden!« 
Der er nu en Nemesis i alle menneskelige 
Ting, smaa som store, og den kommer navnlig 
frem, hvor det Idéelle krænkes. Det blev ikke 
Henrik, som kom paa Ladegaarden; men der- 
imod Kjøbmand Berthelsen selv. Brændevins- 
leverancen, der kostede den lille Vorherre alle 
de Billeder, hvorved han hang med Barnets 
dybe, følelsesfulde Inderlighed, blev Berthelsens 
sidste Spekulation. Et Hus i Hamborg fallerede,