5

han havde jo Lykken med sig. Det underlige
Smil forsvandt, han talte heller ikke saa meget
med sig selv; men han var bleven »en énlig
Fugl«, som Skomagerkonen kaldte det, og
hvad han bestilte derude bag Lyngbakkerne,
kunde hun aldrig komme efter. Imidlertid havde
Byen forvundet Falliten. Tilliden var vendt
tilbage, med den flere Penge og større Interesse
for, hvad der hørte Byen til. Mellem dette blev,
mærkeligt nok, ogsaa den lille Vorherre regnet.
Han var jo Byens Barn, fundet paa dens Jorder,
slaaet halvt fordærvet og helbredet paa dens
Bekostning. Nu vilde man ogsaa have nogen
Nytte af ham, opdrage ham i det til Borgerheld
 sigtende, og da Byen kun havde én Snedker,
som tilmed var temmelig gammel, besluttede
man at konfirmere ham og sætte ham i Lære
hos Mester Jokum, der, som Prokuratoren udtrykte
 sig, »høvlede paa sin Ligkiste«.
Henrik havde aldrig arbejdet. Han tog
fat paa Høvlen uvilligt, tungt, klodset: men
han sagde ikke et Ord til alle de Bebrejdelser,
der regnede ned. Kun én Gang, da Mesteren
vilde prygle ham, viste han Tænder paa en
saadan Maade at Mester Jokum tog sine
Fingre til sig; og fra den Dag gik det bedre,