50 
akkurat fat i Henriks Fødder; Resten var inde 
under Jorden. Han trak ham frem som en 
Regnorm, og nu maatte Snedkerdrengen til 
Bekjendtlse. Her havde han sin Hule, her 
gjemte han sine Tyvekoster, og disse vare nogle 
Farver, nogle Pinde og — tre Solnedgange fra 
Heden. De sidste kneb det svært med at faae 
frem. 
»Han er noget ganske Usædvanligt — et rént 
Naturgeni«, sagde Kunstneren om Aftenen til 
Præsten. »Kunde vi blot faae ham paa Akademiet, 
saa kunde der endda komme Noget ud"af det. 
Her klatter han sig ihjel. Ingen Skole, ingen 
Teknik, men Fantasi og et mageløst Øje. 
Kunstnerstolt allerede, naturligvis, skjøndt aldeles 
vild paa Karethen — nej, vi maa have ham 
paa Akademiet !« 
De sidste Ord gik Byen rundt — Thor- 
valdsen var dengang lige kommen hjem — og 
man mindedes, at han var fra Grønnegade. 
Hvilken Glans vilde der ikke falde over Byen, hvis 
man kunde skabe en Maler, som han var Billed- 
hugger? Noget ganske Usædvanligt — Natur- 
geni! Det var mægtige Ord, selv dér, hvor 
Skillingerne sad faste, og Fader forstod at 
anvende dem. Byen gav Bidrag i Penge, i