VII 
Han kom paa Akademiet; blev udlét, 
haanet, drillet halvt til Døde. Alt hos ham, 
hans Udseende, hans jydske Mundart, hans 
Dragt, hans Mangel paa Kundskab, gav An- 
ledning til de skaanselløseste Udfald og Indfald. 
Man kaldte ham Hr. Oliemaler Klatterup, 
spurgte, om han gav Timer i Jydsk, og 
hundrede andre Dumheder. Det var Naalestik 
paa Naalestik, en evig Træden ihjel af Gæs, og 
hvad kunde han saa sætte derimod? Det under- 
lige Smil fra Fattighuset kom mere og mere 
igjen. Konen, hos hvem han boede, hørte ham 
tidt om Natten tale med sig selv, true, bede, 
bande, og om Dagen var han saa underlig. 
Det kunde vist ikke være rigtig fat med ham. 
Hvor hun saae rigtig, denne simple fat- 
tige Kone. Sagen var, at Kunstneren havde 
været lige saa vild paa Karethen, som Henrik 
selv, da han tog ham med til Kjøbenhavn.