Byen med Rebet skjult under Blusen; men 
da vidt og bredt ikke et Træ var at øjne, 
huskede han paa den store Eg ved Kroen, 
Dér var han jo fundet; dér kunde Byen finde 
ham igjen — han kunde jo ikke gjøre for det; 
der var Noget, som drev ham til den. Han gik 
en lang Omvej ud over Heden for ikke at blive 
sét. Skyerne stod tykt i Horizonten. Det 
var, som væltede de op af Havet, og af og 
til glimtede et fjernt, blaaligt Lyn som et Nord- 
lys igjennem dem. Han blev staaende og 
saae paa dem. De lignede saa forunderligt 
Noget, han havde tænkt, drømt, malet — han 
vidste selv ikke ret. Dog jo — nu havde han 
det — Dommedag, da Alt skal høre op. Han 
skulde jo selv høre op, sove, blive til Intet. 
Saaledes var det jo ogsaa bedst; men først 
vilde han sé Uvejret i hele dets Vælde, lade 
sig piske af Stormen, gjennembløde af Regnen 
og saa — høre op. 
Langt borte kunde han skimte Egen med 
dens nøgne, krumme Arme, der lige som strakte 
sig efter ham. Den ludede mod Sydost. Derfra 
kom ogsaa Vejret, og nu brød det løs i al sin 
Vælde. Lynene lyste langt ud over Heden, 
Luften sittrede under den rullende Gjenlyd fra