fY

han havde paa Ny denne underlige, men bestemte
 Følelse af, at Noget drev ham, at han
skulde lade være at arbejde, fordi der var Noget
i Vente. Sandet føg omkring ham, Vinden
ruskede i Marehalmen; men han agtede det
ikke. Han syntes at høre Stemmer og Røster
i Stormen, og dem maatte han følge. Hvad gjorde
det saa, om de Andre vidste, at han havde
villet hænge sig? Nu kom det jo.
Han stod stille og lyttede. Midt i Stormen
 rullede det som en Torden, Lyden sprang
som en Boldt mellem Klitterne. Endnu et Brag
— ja, det maatte være Nødskud, og nu mere
sprang end løb han ud over den yderste Klitrække.
 Sandet stod ham lige i Øjnene, saa at
han Intet kunde sé, før han naaede Havstokken,
men dér fik han Syn for Sagen. Ude paa
den yderste Revle stod en Tremaster. Ræerne
huggede i Vandet, og hver Sø der kom,
sendte et Braad af hvidt, blinkende Skum,
der naaede lige til Merset. De Fleste af Besætningen
 hang i Rigningen; men pludseligt
kom der Noget tilsyne, et lille, sort Punkt midt
i den skinnende Bølgesné. Jo — det var en
Baad. Han kunde tydeligt skjelne fire Skikkelser;
en af dem var en Kvinde. De sank, kom atter