frem, slyngedes i Vejret og begravedes saa 
mellem grønlige Vandbjerge. Da naaede Baaden 
den anden Revle. Han saae den løftes i Vejret, 
glide frem; men i næste Øjeblik kom en uhyre 
Skumbølge jagende efter den som en Hval, 
greb den, snurrede den rundt, slugte den, 
og lige i det Samme skiltes Skibet med et hult 
Brag, et uhyre Dødssuk. Kun sorte, mørke 
Punkter svømmede hist og her, dukkede op og 
forsvandt. 
Han stirrede ud med stive, forvildede Blikke, 
som saae han en Henrettelse. Saa mange Liv 
gik i dette Øjeblik kæmpende og fortvivlende 
under i Døden, og dér stod han, svag, hjælpe- 
løs, ene, ude af Stand til at redde blot et eneste. 
Dog jo, der dukkede Noget op hist ude, ikke ti 
Favne fra ham. To Arme strakte sig mod Land, 
saa svandt de igjen. Henrik saae ikke mere. 
I næste Øjeblik var han derude. Han løb, han 
svømmede, han kæmpede sig ud ad, skjøndt han 
mærkede Grunden svigte under sine Fødder. 
Armene kom atter frem, han kastede Rebet i 
de udstrakte Hænder, følte, at de tog fat, syntes 
at han blev trukket med. Der kom en For- 
tvivlelsens Kamp mellem ham og det vilde, 
brølende Hav. Han følte, hvorledes det drog,