hvorledes det sugede ham ud ad, men saa kom
der et Øjeblik lige som slip i Taget. En voldsom
 Bølge kastede ham overende, rullede over
ham, og førte ham hélt op mod Kysten. Han
fik atter Fæste, følte atter Sandet under sine
Fødder. Han drog og halede i sin Line, det
fulgte med — to Sekunder efter laae en halvdød
 Mand ved hans Fødder.
Henrik slæbte ham, saa godt han kunde,
op mod Klitten, og nu kom de Andre; man
havde ogsaa ved Kirken hørt Skuddene. Men
der var ikke mere at gjøre, Det var kun Lig,
som det oprørte Hav kastede i Land; kun Vrag
af Mennesker og af Skibet. Blot En af Skibets
fjorten Mand var reddet, og denne Ene var
Gunnar Havk, som Du saae oppe ved Graven.
»Det var Vorherre, som drog mig op«,
sagde han til de Omstaande, og disse anvendte
næsten ubevidst Betegnelsen paa Henrik. Hans
gamle Navn kom atter frem; men denne Gang
var det en Hæderstitel, som hele Byen gav
ham og følte sig løftet ved.
Ogsaa han følte sig løftet; men ikke i
nogen god Retning. Havde ikke Gud af vidunderlig
 Naade holdt dem begge oppe, havde
ingen jordisk Magt formaaet at frelse dem;