men dette oversaae Henrik. Han følte sig stolt
over sin Gjerning, overmodig, pukkede paa sine
Armkræfter, og da Gunnar Havk lagde en Vise
om ham, hvori han berømmede hans Heltemod,
lavede Henrik et Par stortalende Vers til, som
han bad Gunnar synge ved Gilderne. Dette
vilde Gunnar ikke. Han sagde paa sit Norsk,
»at han skulde vare sig for at skraale mere
end han kunde skræve«, og denne Udtalelse
tog Henrik ham meget ilde op. Saaledes
kom der næsten strax et spændt Forhold mellem
dem, og dette holdt sig længe efter at Gunnar
havde taget fast Bo ved at ægte en Pige her
paa Egnen.
Ogsaa en anden, trofast Ven, stødte Henrik
i sin Selviskhed fra sig, og dette var Fader,
som dog havde lettet ham mangen en Sjælekamp.
 Henrik lod ham forstaae, at nu følte
han sig forligt med Vorherre og Lykken. Havde
han ogsaa tænkt paa at tage sig selv af Dage,
paa at berøve Vorherre et Liv uden hans Villie,
saa havde han nu gjort ham Fyldest ved at
frelse ét, som uden ham vilde være gaaet til
Grunde. Hvad Lykken angik, saa havde denne
nu to Gange vist sig saa øjensynligt, at han
ikke tvivlede paa, at den jo atter var vendt