1292

Dan var aldrig paa Landet uden paa Mo:
dum, faalænge jeg fan hulke.”
Den der er jo faa vakkert 2”
"Mama orfede ikke at Ipadfere, faa vi fom
itte lært: enb ub paa Verandaen. I Byen var
han i Departementet den meite Tid af Dagen, og i
Fritiden vilde han gjerne være jammen med Mama.”
"Har bu aldrig været paa Landet en Vaar,
Dagny?” ipurgte Sorenfkriveren.
Nøt

.€aa har bu en ftor Glæde i Vente. At fe
Naturen taa ov af fin Grav og udvikle fin Kraft
paany, at * Træerne med de nye Safter, øvet
med Spirekraft og alt dette unge, iraftige, glæde:
traalende Liv — er en befynderlig Fryd for vort Sind.
Sngen har levet Helt, fom aldrig Har fornummet
denne Glæde, og du vil vederkoæges af den, det
er jeg vi paa Du hulker Hørgen Moes Løv:
Wrætåtid :

”Rtaar Birfen vugger fin gulgrønne Knop,
Som briftefærbdig vil lukke fig ov,
Da jubler Ungdomsmobdet
Da raffere ianaer Blodet. *

il:

li

Qu

fn

q

Det ftod i min Læfebog,” jagde Dagny,
Men der er ogfaa en anden Vaartid end Na
huwrenå, fjære Daanv, oa bet er Menneffets Unadom.