138 
3lb og Liv derinde: Men hun faar Strid, bet fer 
jeg.” * 
«Hvorfor det” Skulde det ikke være Strid nok 
at være fommen: til Vorten af et firaalende Ung: 
bomålivg Herlighed og dog maatte blive udenfor?" 
Ter fommer mere, Eine. Men faar vi blot 
Malm i hendes Karakter og Kraft i hendes Legeme, 
vil hun gaa det igjennem og feire.” 
»Dien funde vi ikke førge for hende, Johan?” 
ndtet, nei! Vihar ikke Held med og. Det vilde 
oglaa hHæmme hendes Udvikling; Hun ffal benytte 
lig af Tidens ftore Fremifridt med Henfyn til Kvin- 
ben$ Stilling. Man lærer for at leve, — glem 
lÆfe bet!” 
Dagny forfvandt imidlertid bag et fremiprin: 
gende Mæs, og de gamles Samtale dreiede fig nu 
om ben ventede Baaffegjælt. De gjennemgik paany 
Minderne fra den Ivkkelige Tid, da et Tivsglad 
Barn havde tilhørt deres Hjem, — bvuælede ogjaa 
ped Forloveljen efter fygtigt Bekjendtfkab, Bryluppet 
paa den ufifre Grund og WE gtelkabet i det fjerne, 
med ben korte Varighed og de fparjomme Med: 
beteljer, — alt faa fmart og bittert for deres 
Hjerter. 
Nomfru Støren afbrød bem: ,nu Hører øit: 
ila 
== 
eg 
Er 
E 
HL 
DAG 
(AA 
He 
v 
Det 
iD 
itn 
gle 
me. 
tu. 
Åm 
Til 
QaQ. 
Va;