16:1

til ben paatæntkte Stiftelje, men blive han3 CEien:
bom: ,,Eiqg, det var mit inde””"-- ”+%*' Veg er faa
Ilbaa nu, men fortjætte» *

Hun fortjatte ikke. be! kjære Barn," fagde
Fru Heide.
"Rei, hun havde opbudt fin fidfte Kraft,” fvarede
 Helfing. ,Men I fer felv, Hvor elfkelig Hun
par.”

9 faa aldeles ulig vor livåfriike Lotte,” til:
føiede Sorenikriveren.
,Sngdom forandrer jo altid, Onkel!”
De gamle taug.
"eg behøver vel itte at angre paa, at jeg
pifte eder Brevet? Det har maaffke berørt dig pin:
lig, Dnfkel2”

.Övor fan bu falde paa det!”
Jeg tænter paa den fidite Pasius” —
,Av0ori hun taler om Gjenfynet med 082 Nei,
det Haab deler vi med hende.”
«Men i amme Forbindelje ftiler hun den Bøn
HI big, fom, fandt at fige, generer mig" —
Eaa fan jeg jo tjene dig i at anfe den fom
uffreven.”

Dertil er den for indtrængende.”
Den vidner viktnok om hendes gode Hjertelag,