0, bet var urigtigt af det ftakkela BVarn, og 
hun fik fine Skrub, maa De tro. Ekriveren forbød 
Rideturene; men for fent var for fent, — aa, 
benne Eiendom er fom ffabt for Stævnemøbder! 
De traf hverande i Dalen, i Birkelunden, — de 
lagrede og fværmede. Men hvad hændte? Hartvig 
fom uventet hjem en Eftermiddag, — Frøken Lotte 
par gaaet ud, — han vilde opføge Hende og fprang op 
paa Haugen, hvorfra man har Ubfigt til ale Kan: 
ter. Han fpeidede gjennem fin Reijekikert og opda- 
gede Løitnanten fiddende paa en Bænt med Armen 
om Lottes Liv! Men De maa ikke tro, at han faa 
itormede Lø3 med Bebreidelfer. Nei, han unbgif en: 
Hver Forklaring, ethvert Møde, — averterede efter 
Stedfortræder og gjorde fig reifefærbig. Lotte gif 
| Dødsangft for en Mifløring; men Han forblev 
taus... Da han ffulde fige Farvel, rakte han Haan- 
ben til hende fom til be øvrige og hviffede blot de 
Rar Drd: bu er fri, lev vel!” 
"Hvorledes gif det faa?” fpurate Daann levende 
imtereaferet. 
mid. faa blev der Graad og Forklaringer. 
Litnanten maatte træde til fom Elffer Nummer to, 
og Sommeren efter. holdt be Bryllup. Ala, den 
Øjærlighed — den volder faa mange Eorger og faa 
mange forviklinger, min fære Yrøfen!”