AS

Heltene ftaar til Dispofition, og Baaden er i Stand;
Haven bugner af Bær, og Friheden har 3.”
Raar vi fan faa laane Heftene, har jeg tor
kyit til at aflægge Majoren$3 en Vikit og foreitille
bem min Huftru,” fagde Hartvig.
JÆn udmeærfket Jde! De vil blive henrykte, og
Å maa fe at faa dem herned til Vindag; et Fet:
maaltid vederfvæger dem for lange Tider.”
.Eaa fall Fru HJerfin fynne fit ivenike Bra:
—m—

Muntar, muntar, bort med grillar.”
tilføiede Hartvig,
Men da bliver der riytignof ikke Vlads å
Rogen for den unge Herre,” fande Sorenfkriveren
imilenbde.

Tak, Hr. Sorenffriver! Jea længes efter at
gjøre BVekjenotfkab med den fmukte Ratur heromfring.
Da jeg faar maaffe en Cicerone” — -

Saa gif de Jammen og talte Kjærlighedens
evig unge Sprog, meden3 de frydedes ved Naturens
perlende ESkjønhed. Alle Minder drog forbi lige
fra bet førfte Møde, fom beftemte Bernhard Stormå
Ralg, indtil den uventede og førgelige Adikilelje.
Den Strid, fom fun Gud havde kjendt, blev aabenharet
 i denne Stund, da Seiren var vig. Og nu