Kongen og Slaven. 
101 
Men siden var forstummet den manende Røst, 
Da lød det: Jung-Bahador! Dig venter ingen Trøst, 
Hvor Brandtomten ryger og Floden gynger Liig — 
Vil dem, som blev Dig Venner, Du lønne med Svig? 
Da sagde han til Kanvas: »Tænd Hukhaen, og kald 
Mig Kvinderne tilbage! — Tag Dig i Agt for Fald — 
»Du vakler, gamle Kanvas, og vil dog bære Sværd — 
Jeg troer det for os Begge er bedst vi blive her.« — 
To yppige Slavinder de gyldne Vifter svang, 
En tredie for ham dandsed til Tambourinens Klang. 
Dog var hans Blik og Tanke fra hende bortvendt, 
Og urørt stod den Hukha, som Kanvas havde tændt.