Kongens Uro. 
105 
»Husker Du ei, hvad om Fædrenes Daad Dig 
Sjunget jeg har, naar jeg sad ved din Seng? 
Husker Du ei, hvilke kjærlige Raad jeg 
Hviskede tidt til min lyttende Dreng? 
»Elskede Søn! fra Graven jeg kommer, 
Graven, som længer ei skjænker mig Fred, 
Ei som en streng, en ukjærlig Dommer, 
Nei, for at sige mit Barn, at jeg led. 
»Hisset jeg skuer din Hæders Stjerne, 
Ak, men jeg seer og den sorte Sky! — 
Nu maa jeg bort, ak, blev jeg end gjerne 
Dagen er nær, jeg seer den alt grye!« 
Synet forsvandt. Da rulled en Torden — 
Drømte han atter — der glimtede Lyn, 
Hestenes Hovslag rystede Jorden, 
Blodige Marker steg for hans Syn. 
Sablernes Klirren og Bøssernes Knalden, 
Hestenes Vrinsken, der steiled ved Liig, 
Saaredes Sukke, og Døendes Rallen 
Blanded sig vildt med Rovfugleskrig. 
5%