Lady Sarah.

t21

Fra Sygeteltet Sukket lød,
Som for at minde om den Nød,
Der omgav hende, — Taaren flød
Da tungere i hendes Skjød —
Det lød saa tungt, saa angst, saa huult!
Med, Ansigtet i Haanden skjult,
Hun siden længe bøiet sad
Og lønligt for de Syge bad. —

Da nærmed sig den unge Dag;
I Øster lued alt dens Flag,
Som røde Roser, Skyer gled
Foran, men standsed ei dens Fjed.
Sriart straalte Sol paa Palmetop.
Og raabte: »Luk nu Øiet op."

Da saae hun op — har aldrig mon
Hun seet saa klart, som denne Stund?
See, Øiet funkled, Hjertet slog,
Mens hun en Ring af Fingren drog:
»Een veed jeg her i dette Land.
Som lyde vil min Talisman. «