Første Sang.

1

Hans Stolthed inisted sine stærke Vinger
Og det ved Klangen åf Sirenens Røst,
Saa Romas Stridsørn her man fik at skue
Af Skjønhed omskabt til en kjælen Due!

En mægtig Haand, det følte man, har skjænket
Præstinden i de hede Sandsers Leg,
Der Sjælens Blusel vild og fræk har.krænket
Men synes dog saa mild og blød og veg;
Der til sin Seiersvogn snart En har lænket,
Hvis Minde snart hun for en Anden sveg:
Den sandselige, falske, skjønne Kvinde
Man kunde her i hvert et Træk gjenfinde.

Mon ei hans Genius hvisked i hans Øre:
Er dette Sandhed eller er det Løgn?
Hvi længes efter Mængdens Klap at høre?
Du veed, Sligt varer jo dog kun et Døgn!
Kun Sandhedsveien kan til Toppen føre.
Vend did dit Øie og din Tanke høin!
Der var en Dag, Du gik i Barnehaven —
Ad denne Vei Du bær Dig selv til Graven!