Laknohs Fald. 
| 
Kongen, som en Solgud, skinner 
Blandt sin tappre: Hær. 
Aldrig. ham en Kugle finder, 
Fast han søger hver. 
See, med eet ved Kongens Side 
Slaven Kanvas staaer. 
Næste Nu — da sees nedglide 
Gubbens hvide Haar; 
Thi en Landse grumt ham fælder 
I den samme Stund, 
Og i Strømme Blodet vælder 
Udaf Bryst og Mund. 
Men med Dødens Røst han stammer: 
»Dig det tiltænkt var — 
Derfor mig til Krigens Flammer 
Kartekeia bar: 
Jeg har Dig i Vaaren vugget, 
Frelst Dig i min Høst — 
O, naar jeg har Øiet — lukket — 
Døer — din — sidste — Trøst!" —