MM

Laknohs Fald.

Kongen stirrer som bedøvet
Paa sin tabte Ven.
Han, som ligger der i Støvet,
Kommer ei igjen! —
Skal ei mere høres tale
Af et trofast Bryst —
Altid ligge bleg — i Dvale — —
»Døer — din — sidste Trøst!"

Langsomt gjentog han. Men siden
Spurgte han: ,,Hvo har
Vovet sig saa nær i Striden?" —
Jeg!" — fik han til Svar.
Og han Pilegrimen kjendte,
Som fra Nana kom.

Sværdshug han som Gjensvar sendte —
Det var Dødens Dom.

Men før Nattens klamme Taage
Paa den Faldne laa,
Og før lukt var Øiets Laage,
Som paa Kongen saae,