ø 
Første Sang. 
Der var en Tid, han kjendte Idealet 
Og vilde kjæmpe under dette Flag. 
De Billeder, han dengang havde malet, 
De længstforsvundne, vidned for hans Sag. 
En Morgenluftning havde ham husvalet, 
Og Svalen havde bygget paa hans Tag — 
Da kom det — selv han meente, det var Sorgen — 
Men da forlod ham Kunstens Uskyldsmorgen. 
Det var dengang Hun sad her i hans Stue, 
Den skjønne Kvinde fra det fjerne Land. 
Da tændtes i hans Hjertes Dyb en Lue, 
Der blev, før Enden kom, en Helvedsbrand, 
En Lava, der hans bedre Jeg mon kue, 
Meer grum end den, som flød fra Bjergets Rand: 
Han glemte, hun en Andens Viv var vorden — 
Til Beggeto blev Flygtninge paa Jorden. 
Livsglad og kjæk og deilig nys sin Fod hun 
Paa blomstersmykte Stier havde sat: 
Blufærdig ved sin Husbonds Side stod hun, 
Hans Duges Sol og Stjernen i hans Nat —