Første Sang. 
n 
En Lilie brudt, med eet, ak, alt sit Mod hun 
Har mistet med Uskyldighedens Skat. 
Til Skjønhedslandet var med Haab hun draget, 
Fredløs forlod hun det, i Ørken jaget. 
Men Han? Ja, Carlos Sag var kun at glemme, 
Hvad lokket har og daaret sødt hans Sands: 
Hun var jo hans, udvalgt ved Gudens Stemme! 
Slig Adkomst veier meer end nogen Mands, 
Som har bag Hverdagslivets Skranker hjemme. 
Om Loven end har hende gjort til hans! 
Min var hun, tænkte ban — nu vil jeg vinde 
Mig Hæderen til Fremtids Elskerinde: 
See, det var netop Løgnen, at hans Øie 
Kun Smerten saae, men ei hans eget Fald; 
Åt, hvor den. burde luttre ham til høie 
Og ædle Syner paa hans Kunstnerkald, 
Den, liig en listig Terne, kunde bøie 
Hans Tanker bort fra Sandhedstemplets Hal. 
Til han, der kunde kneise over Sværmen, 
Nu ofte skabte, hvad der blænded Bærmen.