Eneboeren. 
51 
Han, for hvem de Ønsker sendtes, 
Gik nu eensom lange Veie, 
Som en uselig Fakir. 
I hans Hjerte var der Mørke 
Og dog hvaltes Himmelbuen 
Over ham, som klar Safir! 
Og han kom tilsidst til Maalet: 
Stedet, hvor af Himalaya 
Gangesfloden bryder frem. 
Vilde Fugle sad paa Klippen 
Og betragted ham med Undren; 
Deres Skrig og Vandets Brusen, 
Og den underlige Susen 
Fra de himmelhøie Kroner — 
Det var Røsterne, der hilsed 
Paa ham i hans Fremtidshjem. — 
Det blev Vaar og det blev Vinter, 
Dage skifted om med Nætter, 
Hver for ham en Evighed, 
Mens han grubled og han fasted, 
Mens han piinte haardt sit Legem,