19

Tredie Sang.

Hed, som den Sol, der ind ad Ruden spiller.
Kleopatra staaer i sin Skjønhedspragt,
Og meer og meer sig Carlos Sjæl forvilder,
Mens Øiet fængsles af dens Troldomsmagt.
Det er, som sprudled frem her tusind Kilder,
Med Orgeltonen i hver Bølge lagt,
Der kan til Jord og Himmel udbasune:
»For .Evigheden risted han sin Rune«.

Alt bag Ruinen og bag Pinieskoven
Den røde Sol sig skynder nu afsted,
Opglødende med sine Straaler Voven,
Paladset, Broen, Arnos Blomsterbred.
Og Solen sank, og Stjernen steg foroven,
Alvorlig, som en Dommer, Aftnen skred.
Da svandt, som Enug, Blændværket — af den stille.
Den dunkle Nat udvælded Lysets Kilde.

Thi see! som eengang fordum, Klokker løde
Veemodigt trindt og vakte Barnesind.
Til uvilkaarligt, tyst og langsomt, fløde
I tunge Strømme Taarer paa hans Kind.