Fjerde Sang. 
19 
At de-var blevne til i Marcos Celle, 
Som Kvidder klinger fra den skjulte Kvist: 
Hvor vilde undrende sit Hoved blotte 
Da Hver, til hvem i Ydmyghed han traadte 
Den gamle Munk i Klostret stille bygged, 
Forsagende al Verdens Roes som Dunst; 
Kun Herren søgende, useet han smykked 
lløn Guds Huus med Frugter af sin Kunst. 
Om mangen Broder og han kjærligt hygged, 
Hans Celle prydende; men anden Gunst 
Ei søgte han derved, end den, som fulgte 
Med Glæden, der sig i hans Arbeid dulgte. 
Saa leved han til Guds og Næstens Glæde 
I disse mange Aar bag Klostrets Hegn. 
Dag fulgte Dag, og i den lange Kjæde 
Hvert Led fremviste Oliebladets Tegn. 
Et Pas, ham Duen gav, dermed at træde 
Jgjennem Porten ind til Livets Egn, 
Naar han har naget Grændsen for sin Alder. 
Taalmodig venter han, til Herren kalder. —