50
Fjerde Sang.
Men Dagen hældte, Bønnen var tilende.
Længst Kirken staaer af Brødrene forladt,
Længst til sin Celle Hver sig monne vende,
Som, naar det kvelder, Fuglen til sit Krat.
Brat Solen synker, Stjernerne sig tænde,
Fuldmaanen stiger i den stille Nat:
Paa Colosseums brudte Muur den lyser,
Bag Buerne Tyrannens Gjenfærd gyser.
Og Maanen skinner ind i Marcos Celle
Og kaster paa den hvide Væg sit Skjær.
Den seer den gamle Munk sit Hoved hælde
Til Krucifixet op, som hænger der.
Den speiler sig i Taarerne, som vælde
Een efter een, en ydmyg Pilgrimsfærd,
Ned efter Furerne paa Munkens Kinder.
De tause Tolke for de gamle Minder.
I Florents er han atter. Hine Dage,
Da til San Marcos Kloster træt han kom,
Erindringen ham kalder nu tilbage.
I Tanken gaaer blandt Cellerne han om;