59 
Fjerde Sang. 
Da tog han Penslen i sin Haand og spredte, 
Som Lilier, Billederne hid og did. 
Men af Giovanni blev ei alle sete, 
Thi snart fuldkommedes hans Vandringstid. 
Eensom gik Marco hist og sig beredte, 
Da blev han kaldt til dette Kloster hid. 
For med sin Fromhed og sin Kunst at virke, 
Han skulde pynte Klostrets gamle Kirke. -- 
Nu staaer den fromme Maler selv ved Skjellet, 
Han venter Kaldet, for at lyde fro: 
Han veed, den Haand, som fik hans Hovmod fældet, 
Kan og ham lede over Livsens Bro. — — 
Med alle disse Tanker har han hældet 
Sig op til Jesu Kors; en stille Ro 
Har sat sig paa den gamle Tænkers Pande; 
Hans Øine smile, som to dybe Vande. 
Men gjennem Vindvet Maaneglandsen spiller 
Blidt paa den Væg, som giver Marco Læ, 
Og han kan høre Fuglens bløde Triller. 
Som bygger i hans kjære Palmetræ: