Fjerde Sang. 
er 
Men Hjertets Længsler, der saa længe lilte 
Udover Maalet selv for Solens Flugt, 
De var ei bundne meer af nogen: Skranke; 
Thi han var Barn i Gud, ei blot i Tanke. 
Saaledes fandt en Broder ham derinde, 
Som ængstet ind i Marcos Celle treen, 
Fordi ved Bønnen ei han var at finde 
aften, han, der ellers ei var seen 
Til Gud at løve høilig allesinde. 
Men siden kom de Alle, Hver og Een, 
Og bøde ham Farvel med Suk og Taare 
Og lagde ham ved Kjerieglands paa Baare. 
Men til Enhver nu Klostercellen taler, 
Som med Ærbødighed sig nærmer did 
Saa inderligt om ham, den gamle Maler, 
Der gik saa bly og skjænked Gud sin Id. 
Det er, som Aftenfreden til os daler, 
Man øiner Havnen efter Storm og Strid — 
Thi Billedet i Broder Marcos Celle 
Er »Haabet«, — saa vil Munkene fortælle. —