i Nepal,

57

Men kun for at snart det atter
Skulde raabe paa den Glemsel,
Som veg bort igjen med Rusen. —
Naar han eensom sad og grubled,
Nærmed ofte gamle Kanvas
Sig sin høie Herskers Sæde.
Kanvas var en Slave, men ei
Krum han kom og sky og frygtsom
Nei, han kom med aaben Pande
Og med dristigt Ord paa Læben:
Thi han havde tilhøri Slægten.
Længe førend Jung-DBahador
Slog sit Øie op mod Lyset,
Og i Gubbens Blikke lued
Klart et trofast Hjertes Ømhed
Deraf kom det og, at Herren
Sane i ham ei blot sin Slave,
Men en prøvet Ven i Slaven.

Kanvas sagde: »Høie Hersker!
Hvorfor sidde her og gruble,
Mens til Fryd Dig Livet kalder?
See, den usle Gjøgler tvinger