fyldte det med Blod. Et Øteblif blev Glandfen om
Mefteren faa færk, at han holdt Hænderne for Øinene,
vg Da han atter tog Dem børt, fkod der en ung og tødmende
 Qvinde i hvide Klæder foran ham.
Etjønhed havde den gamle Kunfiner felv givet fit
Værk; den Magt, der fjænfede det Liv, gav det med
ødjel Haand Alt, hvad den pleier at fordele paa de bedfte
af fine Børn. Kun Kulden, der boede i Sneen deilige
Datter, vilde den ikke ganfke tilintetgjøre, og Mefteren bad
med godmodig Ironi, at det fmukke Barn maatte fomme
til Hoffet, da Atmofphæren der var kølig nok, til af den
fette Mangel iffe vilde mærkes. Ulykken vil imidlertid,
at felv her blusje Flammer frem overalt hvor hun vifer
fig, faa mægtige, at det undertiden ev. hende umuligt at
fiuffe dem med fin iignende Kulde.”
Grevinden havde hørt til med et mat og fAygtigt
Emiil, fom fikfert mindre var frembragt af Glæde over
den Hyldeft, der bragtes hende, end af Lyft til at takke
Greven, men paa den letfængelige Marquife, fom fandt
affe Complimenter, der ikke vare henvendte til hende, meget
 lidt paa deres Plads, gjorde Fortællingen et langt
dybere Indtryk, og med ægte italienfk Ugencerthed gav
hun fin Mening meget oprigtig tilljende.
Æn vandet Hiftorie!” raabte hun; ,den har ikke fit
Udfyring fra nogen ung Herre ved Hoffet. Den er enten
 opfpunden af en effer anden fattig Digter, fom lever
i en Afftand fra Grevinden, der er ftør uok til at fe
fende i et faa magifk Lye, eller maaffee fnarere af en
gammel Herre, fom, fordi han feer at Damerne ikke mere
bryde fig om ham, giver fine Complimenter et faa befynderligt
 Anftrøg, af de idetmindfte mage blive lagt Mærke