28

jeg, idet jeg tog min Piftol op — , hvis Ou ikke frar
falder ydmygt paa Knæ, faa yder jeg Dig, Du Usling!
med mindre Betænkning, end om Du var en Hund. Der
vil iffe blive gjort fore Ophævelfer, fordi en Adelsmand
har ffudt en Tyv!”
San hørte Vreden i den zittrende Stemme! Han
faae Maleriet i Øine og Anfigtstrek, og han vidfte, at
det var Alvor! Skjælvende og bleg fom et Liig faldt han
baa Fy.

Jeg faae JIuanas BkL træffe hendes jammerlige,
nebrige Elffer, og faa forlod jeg dem.
Taa Hjemveien mødte jeg nogle af mine Venner,
jom fE mig i et Gelffab hog on af dem. De drak og
jang og mørede fig prægtigt, og jeg fang luftigt og lø
høieft af dem lle; men da jeg om Morgenen var ene
paa mit Bærelfe øg ikke mere kunde døve mit Sind med
Latter og Etøi, da kaftede jeg mig paa mit keie, og me
dens jeg græd fom et Barn, førgede jeg, dybt og inder
ligt fom en Mand, øver mit visnede Foraar, øver min
førraadte, første Kjærliabed.

Den gamle Grev Pablen, fom fyntes at ville gjøre
en fpøgefuld Bemærkning, betænkte fig, maafkee fordi han
fandt det kactløjt at lade den følge lige efter den alvor
lige Tone, hvormed Don Efteban fluttede fin Fortælling.
Margquifen var mindre førfigtig; hun havde alt ofte, me
Deng Epanieren fortalte, ftødt ham ved fin uforbeholdne
Munterhed, fom hun øgfaa nu hengav fig til.
»$a, den Hiftorie Fang lyftigt nok, og vifte hvor
ledes et fiffigt Fruentimmer fan narre en dum, lettroende