Feet før i min Dagligftue, og den Iver, hvormed jeg maa
tilftaae De har gjort det her, førbedrer ikke Sagen.
Unægtelig vilde Deres Beføg i Fremtiden være mig kjær
rere, naar de vare forbundne med mindre Fare før mit
Gulv. Eancelliften ftammede en lUndfkyldning, og for
fod Etuen med en forvirret Hilfen, idet hans fidfte Bli
føgte Glara, fom hvilte fit Anfigt mød Sophapuden, faa
at det var halvt fjult af denne, halvt af hendes hængende
 Loffer.

Hans førte Tanke, da han ftod paa Gangen, var
Kammerraadinden, og han gif henimod Trappen; hans
næfte Clara, øg han betragtede den lille Jernfkraber, fom
han før uændfet havde formet forbi. Han tænkte fig
hende, den Engel! græbende øver hans, og altfaa ogfan
ver hendes, Uheld, og hans Fød bevægede fig langfomt
henimod Sernet; han tænkte paa, hvor fmul hun var,
hvor blid! vg nu gled den hen øver det; han befluttede
at ægte hende ftrar, om det ffulde være, og rive hende lød
fra hendes haarde og uljærlige Moder og Søfter, og.
Støvlen foer faa kraftigt frem øg tilbage, at det lille Jern
ittrede og bævede i fit inderfte Fundament, og Cancelli
Ren nær havde hævnet fig blodig paa Fruen, ved at bes
tage alle hendes Bekjendte Evnen til at aftørre fig, inden.
de betraadte Dagligtuen. Han tog et Par Mazurkatrin
henad Gangen, for at forvisje fig om, at hans Støvler
vare gjorte aldeles uffadelige, og traadte derpaa, ftyrket
ved fin nyligt fattede Beflutning, driftigere end før atter
ind til Familien. — JImedens han var borte havde Frans
ziffa med den lille Fjederkoft, der hang ved Kakkelovnen,
feiet Gulvet faa let øg fagte, at ikke engang Kammerraads
'nden funde bekfage fig over, at det fløvede paa hendes