7 |

»t elffe under fin Stand. bevifjer vel neppe Mangel
paa Etolihed ,” fvarede Spanieren paa Marquifens Be
mævfning. ,Glflfer man oprigtigt, bryder man fig ikfe om
Verdens Dom, og Stoltheden føler fig mere tilfredsftillet
ved, at Gjenftanden for vor Kjærlighed maa fee op til
og, end om det omvendte Forhold fandt Sted.”
»Svorom alting er,” bemærkede Greven, ,cre vi nu
forberedte paa, at Margquifen har eljfet fornemt nok, til at
udfleite den ubehagelige Erindring om vore fimple Hiftorier
ved fin Fortælling. Helten er maaffee on Konge?"
»Æn Prinds,” fagde Marguifen i en ligegyldig, let
henfaftet Tone.
Det er al Are værd!” fvarede Greven. m,Jfær,”
tilføiede han fagte til Epanicren, ,hvig han ikke er fra et
af De to ande, hvor Prindjetitelen er faa udparcelleret, at
Prindferne der ftaae i famme Forhold fil Andre fom Soug
til Franeftykker; der gager tyve til for at danne en
heel.

De mener Tydikland og Jtalien,” fagde jeg, ret glad
ved at vife, at jeg ftrar vidfte til hvilke Lande han figs
tede, men min Klogffab faldt ubemærket til Yorden.
Marquifen, føm havde fiddet lænet tilbage i en grun
dende Stilling, med Øinene hævede mod Loftet, fom om
fun der vilde føge Ydeer, begyndte fin Fortælling.

Jeg var juft bleven voren, øg man begyndte af fige
mig, at jeg var fmuk; det var de førfte Toner af den
Vile, fom man fiben atter øg atter har gjentaget for mig,