bringe hane Porfølgelfe, fom ængftede mig faameget, til
at ophøre, og Det vilde jeg.
Jeg reifte mig op for at forlade dem, men jeg fvimlede,
 voøg Prindfens Arme, fom opfangede mig, hindrede
mig i at falde omfuld. Et Øteblik hviilte jeg i dem, jeg
hørte et ffarpt og hæftigt Tak! bvidjkes i mit Øre, faa
fad jeg atter forvirret øg bedøvet paa min forrige Plade.
Du gode Gud! han havde taget min flygtende, mislykkede
Bevægelje for en Cpmuntring, før en Tilftaaelfe!
»Den lille Røfa er forunderlig keitet!” fagde Sig
nora Giulia fmilende. —,Hvor i al Verden kunde det falde
Dig ind, at afbryde vorne Folks alvorlige Eamtale ved,
paa en faa Barnagtig Maade, pludfelig at fpringe op og
vilfe gage bort. — Bi Flagede jø ikke øver at Du var os
iveien.”

Prindfen fvarede undffyldende paa mine Vegne; det
hørte jeg fom i en Drøm, felv kunde jeg intet Ord frem
føre. Gunbelig naaede vi hjem; medens Vrindfen hjalp
Signora Giulia ud af Baaden, fprang jeg felv ifand.
Jeg betragtede Fam, da han med fin lette, utvungne Anftand
underftøttede nogle andre Damer, men Giulia tog min
Arm, lagde den i fin, og drog mig venligt og (pøgende
affted med fig. Reppe vare vi imidlertid nogle Skridt
føran Det øvrige Celffab, før hun pludfelig forandrede
Udtrvf af Anfigt. DO! hvor hun fage fing ud.
» Du lille, afffyelige, udlærte Coquette !” hvidffede hun,
ibet hun tryffede min Arm faa haardt, at jeg foer fammen
 og næften ffreg af Emerte. ,D befvim kum ikke!
Dennegang vilde Du virkelig falde til Jorden, thi Prindfen
 er her iffe, øg jeg er for Farpfynet til at lade mig
narre af Dine Kunftgreb. Du faldt, lille Etakkel! ikke