Mufikalier; jeg veed ikke, hvorfor jeg iffe ogfaa lod dem
fee Kunftnerens Portrait, fom jeg giemte omhyggeligt i en
Skuffe.

Endelig fom han og gav fin førfte Concert; min
Familie havde faget en Loge lige ved Scenen, Hvor han
lignede Portraitet! Maleren havde med lige ftor Fuld
fommenhed truffet Trækkene og grebet Udtrykket i hans
Anfigt.
San fyillede. Før havke jeg troet, at jeg kunde mus
ficere, og havde, uden altfor for Vefkedenhed, taget imob
Complimenter for min Færdighed og mit Foredrag. Efter
at have hørt Herbert, turde jeg fun med Sikkerhed pag
ftaae, at jeg fjendte Noder.
Mange af Tilhørerne fyntes ikke at vove at troe
deres egne Øren. De vare faa vante til at høre, ends
øgjaa blot taalelig Mufit, frembudt med en faadan Pres
tention og Bigtighed, at de frygtede, af den Nydelfe, fom
denne unge Kunftner bød dem, ikke kunde dære faa før
træffelig fom den lød til. Han førdreiede ikke Anfigtet,
naar han fpillede, han bukkede faa høfligt, naar ban fom
ind. Alt det lød mistænkeligt,
Sørft da man hørte de ægte Kunfidommere kappe
fom Majende, fulgte man deres Erempel. Den Aften lærte
Stadens Publikum før føre Gang, at en udmærket Kunft
ner fan være højlig og beffeden, og de takkede ham for
Lærdommen, ved næften at bringe Murene til at rbfte med
deres Bifald.
Nu talte man i Byen fun om ham. De unge Daz
mer bare fmaae Dagverreotypportraiter af ham i Deres
Armbaand eller Broder. - De unge $errer bandt deres
Lalstørklæde å la Herbert, og firæbte med ubure Ans