g” 
Portrait i Værelferne, hans Moes i Fournalerne, han felv 
i Theatret og Salonerne. Overalt faae øg hørte jeg fun 
ham. Og det havde ikke behøvedes ; denne Glands var 
forvirrende, øg gjorde. mine Tanker, fom faa gjerne vilde 
hviilt ftille og ubemærfede paa ham, heftige og urolige. 
En Eftermiddag, da det var meget varmt, kørte mine 
Coufiner og jeg en Tour. Vi køge til en Skov, fom 
laa i Mærheden af Byen, lød Vognen holde udenfor og 
fpadferede, fulgt af eu Tjener, om derinde. 
Ti vare ikke gaacde ret langt, før Emma pludfelig 
trykfede mig paa Armen og pegede hen for fig. Paa en 
Bænk, fom ftod tæt ved Stien, vi- fulgte, fad Herbert; 
endnu vare vi langt fra ham, og min ældfte Coufine og 
jeg vilde begge vende om. 
Hor Guds Skyld, gjør det ikke!” fagde Emma. 
»3, fom ere faa fornuftige, maae jo vide, at det vilde 
være meget nyasfende, om han faae, at vi flygtede for at 
undgage ham. Saadanne Kunfinere ffulle være faa for 
færgelige! Tænk, hvilfe Slutninger om fin egen Vigtighed 
han funde uddrage deraf!” 
»en ban feer os jo flet ikke!” fagde Sophie; han 
fidder med bortvendt Hoved,” 
»Dg Tjeneren da? vedblev Emma. ,9vad Grund 
fulde vi give ham, fordi vi vendte faa pludfeligt om? 
Jeg vilde i Fremtiden ikke kunne fee dette Mennefke frit 
i Øinene, min Stemme vilde jælve, naar jeg befalede 
ham Noget, thi der vilde være en Hemmelighed imellem 
Ham og mig. Mei, troe mit Naab, Cæcilie og Sophie!" 
tilføtede hun formanende, den lige Bei er den bedfe! 
Lad os fun gane rafk forbi Herbert, maafkee feer han og 
flet ifte.«