206

Det endda et flebent Bæger! Var det ikke Aftalen, at lade
alt Slebent ligge bagved og og. være naturlige og ligefremme.
 Oprigtigt talt, jeg troer ikfe at iDe, uagtet af
Deres Kjærlighed for Naturen, vilde holde ud at leve:
endog blot fjorten Dage fom Eneboer her i Skoven.
Ste at tale om, at De, om De end iffe ynder Taf
felets Glæder i nogen: høi Grad, fikkert vilde finde den
Føde, fom den rige Matur vilde byde fin beundrende Søn,
altfor let og Farrigt tilmaalt, Honning fynes her ikke at
bære, og fee fun, hvor Græshopperne ere magre!” Sun.
føer med Haanden ned i det høie Græs og holdt et tigtignof
meget fpinfelt Eyemplar af de Dyr, føm tjente Johannes
fil Næring, hen for vs, |
på), hvor den. fyringer! vedblev hun, da hun ap.
den, øg den gjorde et Hop fra hendes Haand ned i
Græsfet og derpaa videre. seg funde misunde den de
raffe Spring, fom alt fynes mig ftore, øg fom for den, fom er:
faa lille, maa være uendelige. Det Inffelige, flygtige Væfen 1:
- »åtøjt Dig, Emma !+ fagde. Sophie fmilende. ”,,Du
behøver iffe at misunde den, Du: gjør omtrent ligefaa
driftige Epring.” —.
»Jeg!" taabte Emma. Sidder jeg iffe her rolig og
ftille, fom de Andre.”
»S0 Vit!” fvarede Sophie, men Dine Tanker og
Did fpringe defto lettere og forunderligere omfring.”
»De flyve, Du indffrænkede Pige!” fagde Emma
leende; , fpringe ikke fom Græshoppen, der fun et ugfelt Secund
fan hæve fig fra Førden og lege Fugl. Og for at vife
Dig, at Din Bebreidelfe ikke tynger paa mig, vil jeg atter
fade min Tale gjøre, hvad Du faa profaik kalder et
Græghoppefpring. Bogt Dem, Hr. Herbert! det er Dem