74

Folk ere i hundredeviig om at dele, kunne vi idetmindfte
tage Halvdelen af.
Da det fidfte Nummer var fpilt, blev han fremkaldt,
øg de faa Damer, fom ikfe alt havde ofret deres Bouguetter,
 faftede dem nu ned kil ham.
»Gud! hvor det er kedeligt, at jeg alt har kaftet
min!” raabte Emma. —,Jeg vilde faa gjerne igjen; men
Du har jø en, Cæcilie! det er jo rigtignok en frygtelig
Blomft, men det er dog bedre end intet. fFvis Du ikke
vil fafte den, faa laan mig den!”
Jeg fane forffrækket paa hende. Give hende min
Blomft! lade den mifte al fin Poefie ved at gaae igjen
nem hendes legende, barnagtige Haand.
»aft den ned, Cæcilie!” hvidffede Sophie. ,$Han
fage faa bønligt øp til Dig. Nægt ham dog ikke den
vilde Blomft fordi Du feer, at den vilde være ham kjæs
zere end alle de Andre!”
Hun, den fornuftige, alvørlige Pige raadede mig felv
dertil; men hun vidfte ikke, at der i Skoven var verlet
Dvd om denne Blomfi, fom bragte mig til at frygte, at
ban vilde finde Betydning i, at jeg kaftede den til ham.
»Men faa giv mig den dog! See faa! nu faldt
Tæppet! nu er det for fildigt!” fulkede Emma.
Jeg havde presfet den faa faft i min Haand, at de
fine Torne vare drevne dybt ind i Fingrene.
Vi teifte og for at gaae, men bleve opholdte af
nøgle af min Tantes Beljendte, fom kom ind i Logen,
før at tale med hende. Jeg flod endnu ved den førs
refte Bænk, øg faae hvorledes Folk hurtigt forlode
Theatret.
Nede paa Scenen faae nogle ulykkelige Blomfter førs