29 ;

at de folde, hjerteløfe Pbrafer, fom Deres Prev indeholdt,
iÉfe funde fomme fra mig.”
»Du vilde altfaa virkelig have ægtet den fattige Mufifue?”
 fagde mu Tante, »DU, fom fan vælge imellem
vige, adelige Herrer!”
»OM jeg end fun dømte efter udvortes Lykke” fvafede
 jeg, ,dilde jeg vel agte Geniet, det Adelsbrev, Gud
felv giver Kunftneren, figefaa høit form det ffrøbelige
Diplom, Menneffene tildele hverandre, men det er ikke
det, fom binder mig til ham.”
»Dg Din Moder! Havde Du ogfaa villet forlade
hende? tHi Du veed jo, at Din Forbindelfe med et faa
dant Menneffe vilde have ilt Dig fra hende før evig,«
Min Moder! der havde hun truffet det Rette Hl at
bøie mit Hoved med. Min Moder! — hvor jeg græd
ftærkt og angtende, fordi jeg tænfte paa, at hvis man
Bavde nævnt hende for mig, dengang han fnælede og bad,
faa vilde jeg have lukket mit Øre før Advarfelen.
Min Tante betragtede mig med hemmelig Glæde.
Sun troede at have knuuft den Stolthed, fom havde vo
vet at veife fig imod hende.
»Jeg vil ikke forbyde Dig at verle Breve med Emma
og Sophie,” fagde hun, ,men jeg beder Dig, aldrig at
nævne denne Hiftorie for dem. Jeg maatte i det Tilfælde,
for at advare dem, ftille Dig i et ubehageligt Lys fom et
afffræffende Erempel,”
»D, Tante!" fagde jeg, hvis Emma og Sophie no
genfinde fulde glemme det fornemme Ravn øg elffe under
dereg Etand, faa vogt Dem vel for at handle faa traf
fom De nu har gjort. De har jo gjort en Prøve med
mig, fom fun er langt ube Bejlægtet med Dem. Og kunde