2

jeg vife Dem, hvor lykkelig jeg var, og hvor flærkt jeg
maa fjæmpe for at glemme, at det er Dem, fom har vendt
min Skjæbne, faa vilde De maafkee græde for min Skyld!
og troe mig! De vilde vel vogte Dem for at gjentage
Forføget paa Deres Datter, Deres eget Hjød og Blod.?
Da jeg fad iBognen, var jeg lettere tilmode, end i
den fidfte Tid. eg vidfte, at jeg ikke kunde haabe paa
Gjenfyn, Forklaring, og at en Misforftaaclfe, den fum«
ffefte og dybefte Kløft, fom Verden fan lægge imellem to
Menneffer, vel vilde adikille os for beftandigt, men atter
troe pan ham fom før, eljffe ham uden at behøve at famme
mig ved min Kjærlighed, det havde min fidfte Samtale
med min Tante givet mig Ret til.
for omtrent et halvt Aar fiden fil jeg et Brev fra
min Tante, hvori hun ffrev, at hun havde været meget
fyg, og at pludfelig Erindringen om vor Uenighed, fom
hun aldrig før havde taget fig nær, havde fremftillet fig
for hende og tynget paa hendes Samvittiqhed. Hun var
fommet til den Erkjendelfe, at hun havde gjort mig ftor
Uret, og maaffee i fin verdslige Blindhed havde førfpilt
min hele Lyffe, og bad mig derfør om Tilgivelfe.
Min Møder var imidlertid død, og havde paa det
Sidfte takket mig, fordi jeg aldrig havde forvoldt hende
nogen Sorg. Jeg var gift med Greven, — alkfaa —
altfaa bad jeg min Tante iffe at gjøre fig Selvbebreis
delfer for hvad der var Feet, da de Var, fom havde for
andret hendes MAnfkuelfer, vgiaa havde havt Indflydelfe paa
mine. Og for ganffe at berolige hende, og fordi jeg ifølge
mine Forhold burde anfee den faaledes, kaldte jeg i Brevet
 min førfte Kjærlighed for en barnagtig Ubefindighed.