)

Fi

et

+

rl

D

-å

3

rø

I:

ham paa fin eenfomme Flugt, fom hun felv havde forvtift!
San vilde iffe lade fig nøie, denne fordringsfulde Greve!
med at fee den fmukke Skikkelfe hvile paa hans Sille
puder, men han vilde øgfaa mure hendes Sjæl og Tanke
inde i fin ftølte Sal, dryppe fin folde, flaue Hverdagsfnak
i hendes urolige, bedrøvede Sind.
»Ovorfor faa file, Barn?” fagde han og tog hen
des Haand, for at opmuntre hende.
Hun vilde ikfe drage den bort, den tilhørte ham;
bun var jø viet til ham. Men det var jeg ikke, og der:
for Iuffede jeg Øinene faft i, før ikke mere at fee.
Lidt efter aabnede jeg dem og mit BLL, fom var
vant til at fvæve om i Gefandtens umagdelige Sal og
fun langt børte i en blød Afftand, at møde Væggene,
ftødte haardt imod det lyfegrønne Betræk i mit lille Vær
velfe. — Endeel beffrevne Ark, nogle førdærvede Penne og
et næften tømt Blæfhuus bedækkede Skrivebordet foran mig.
Mir Stue forekom mig faa trang og fimpel. — Jeg
faænede de fmukke Damer, Blomfterne, de pyntelige Tjenere
og hele den fornemme, parfumerede Luft.
Mismobdig jod jeg min Stol fra Bordet. — Den
furede haardt og fkrigende mod Gulvet og flyttede fig
uvilligt og med Befværlighed. Det var en tvær, borger
lig Stol med tunge, Flodjede Lemmer, en adelig vilde, ved
en langt mindre Bevægelfe fra min Side, have rullet langt
hen ad Gulvet paa fine fmage, lette Hjul.
Det gamle Ordfprøg kom mig i Tanker: hvo der
fpifer Kirfebær med de Store, fager Stenene i Vinene,
Jeg havde beføgt dem, iagttaget dem, vel endogfaa (pot
tet HDE over dem, og nu, da jeg efter at være traadt ud
af dered Krede, følte noget, føm lignede Savn og kæng-