fom flagre bort i det Øleblik de fødes og forføinde faa
fporløjt, at der iffe engang bliver et Minde om dem tilbaae
 bog og.

Dette Eidfte maa være Tilfældet ber. (llers kunde
Cancelliften iffe fmile faa overlegent og medlidende ad
Drengens barnagtige Anffucffe, der jo faa ganffe ligner
den, han felv for fort Tid fiden havde, ellers kunde ban
iffe finde paa den halv alvorlige, halv fyøgende Trøft,
fom gjør Franziffag mørke Øine faa ufigelig lyfe.
8 Deres Legekammerat?” fpørger han efter en
Paute.
Dan gif bort i Brede,” var Svaret. :
.Dg Te fage ham ikke fidben?”
»Fver Dag ønfkede jeg, at han vilde fomme, fordi
jeg længtes efter at fige ham, at jeg iffe var vred paa
ham. Men der gik Maaneder og Aar — mange Aar,
og Da jeg atter faae ham, var han en Etudent med Brils
ler paa, og Bøger under Armen, og jeg en for Pige,
fom gif til Præften. Saa pasjede det fig jo ikke, hvor
gjerne jeg end vilde det, at gaae hen til ham, og række
ham Haanben til Forjoning efter en Trætte, fom han maa
Fee ganffe havde glemt.”
Hvorfor hører Gancelliften nu opmærkfommere paa
hendes Ord end paa Lyden af hendes Stemme? Hvorfor
glemmer han nu ganffe at beundre hendes Organs bløde
Relflang ?

»Dan kjendte Dem altfaa tfle iajen?” fpørger ban

atter.

.Dvor fulde han vel mindes det ubetydelige Barn,
han fom Dreng havde leget med? Han, klog og munter
fom han var, maatte fiffert være afholdt af Ale, og have