Det var Sommer. Solen Finnede venligt paa Hufene 
ved Bolden, og fyntes ifær med Velbehag at dvæle ved 
Kammerraad Bangs klare, Blomfterfyldte Vinduer. — Naar 
vi fige Kammerraadens, mene vi i Grunden Kammerraad- 
indeng; thi ffjøndt hun var meget langt fra at betragte 
fin Ciendom fom hans, nærede hun paa den anden Eide 
aldeles ingen Tvivl om fin uomtviftelige Met til Alt, hvad 
Der tilhørte ham. — Det var et endnu uopløft Problem, 
om Sammerraaden havde taget Tammertaadinden, eller 
hun ham; var det Førfte imidlertid Tilfældet, fom det jo 
fter SÅE og Brug burde være, faa havde Kammerraadin- 
den ærlig revanderet fig ved i AÆgteftanden at være den 
sne Tagende. Hun tog alle Beqvemmelighederne, fom vare 
blevne tilbage fra den nette Kammerraads hyggelige Peber- 
fvendeliv. — Sun tog om Vinteren hang bløde kæneftol 
ved Kakkelovnen, og om Sommeren hans Plads ved Vin 
duet bag de Mofer og Mellifer, han havde opelffet. Hun 
og hans fmutfe fade Guldubr, fom hun paaftod var før