re 
Rundt Søen slap de ind i Skoven 
Der løb en Sti, af tørstigt Vildt 
på Vandring pløjet op med Kloven 
i Nåletæppets brune Filt . . . 
Den knistred under Somrens Tørke. 
De krydsed frem i Tykningsmørke 
blandt Stammer, som med Harpix flød. 
En spæd, forvildet Stråle brød 
de dybe Kroners Væv af Grene 
klar, gyldenblank og fløjelsblød. 
Forbi en Røs af mossede Stene. 
Da lysned det bag Fyrrens Nat, 
Et Væld af Varmebølger pressed 
sig sammen på en solbar Plet — 
midt ude stod en Rå og græssed. 
Og Milon standsed med et Sæt.