Ven iffe fjendte Aladdin, og hun nu: fif ham den i 
Dænde, og han, ganfte greben af den, et funde høre op 
at tale med hende om den. Grundtvigs Sange vilde 
Derimod ikfe fmage ham. — Angaaende Ingemanns bleve 
De mere enige. 
Hun bar et dybt Gemt i fig, en redelig og gruns 
dig Pligtfølelfe, hun var fin Moders troe og fafie Støtte, 
Biftand, Hjelp. Saaledes faae den unge Mefterlectianer 
hende; faaledes følte han dyb Høiagtelfe for hende, midt 
i Velbebaget. Juleferien gaaer imidlextid til Ende; Di< 
feiplene mage tilbage til Sfølen, og den unge Ven fors 
lader Præftegaarden, ganffe indtaget i fin nve Veninde, 
Fan er i de War og af det Temperament, at den førfte 
Pige af nogen Pude, fom han fommer faa nær, fom 
der nu byypigen var ffeet ved Claveret og ved Thecbordet, 
den førfte, fom i ham allerede fer en Student og bes 
handler. ham fom faadan, iffe fan Andet end indtage 
fam, I mange Dage efter Tilbagekomften til Stolelivet 
ftager Præftegaatden i hans Erindring fom en Idyl, og 
hun ftaaer forteft i Billedet, 
Det er nu paa fjerde Aar fiden, Da var det Vin= 
ter — nu er Det Sommer. Pen bun gager de Ans 
fommertde iffe længere imøde, end til Landsbyens Ende, 
Det har hun med de yngre Sødffende gjort et Par Gange. 
Endelig fee de Vognen langt borte; de ile mod den; et 
lidet Stykke foran Landsbyen holder den. Godt, at Fre 
derif, — faa falde vi fortroligt vor unge Ven, thi fnart 
var han ei mere Fremmed, men paa Ny en god Bee